Forside     Galleri    Nyt     Vejledning    Om mig  

Galleri-CS

Erindringer fra Dronningens Tværgade 56

København først i 50'erne.

Erindringsbillede fra Dronningens Tværgade 56
Klik på billedet for større format -
- og klik igen dér hvor du vil zoome ind og ud
Retur til galleriet

Når folk kommer op i årene, begynd­er de tit at tænke til­ba­ge og skrive deres erin­dring­er. Her har jeg i stedet malet lidt af mine. Det er et per­son­ligt bil­le­de, derfor er det ikke til salg.

Jeg voksede op i Dron­ning­ens Tværgade 56, stuen. Det er en ejen­dom fra 1807, det år, Køben­havn blev bombar­deret. I gården sad en halvt ind­muret kanon­kugle fra bom­bar­de­mentet. Hvad eng­lænd­erne ikke fik øde­lagt den­gang, kla­re­de vi selv i 1940'­er­ne og 50'er­ne: kvar­teret blev sane­ret. Det ene­ste, som er til­bage, er Mønt­mester­gården fra Borger­gade, som nu er gen­op­ført i Den Gamle By i Aarhus ( Foto-1 , Foto-2 , Foto-3 ). Men Dron­ning­ens Tvær­gade 56 er fre­det, så den blev skånet.

På maleriet ser man min mor, der vander sine pelar­gonier over porten, hendes store stolthed.

Genfærdet i vinduet er Gustav Wieds ånd. Jeg har des­værre ikke selv set ham, men han skriver i sine erin­dring­er, at han boede hos sin tante Marie Wied i Dron­ning­ens Tvær­gade 56 st., da han som ungt men­ne­ske i slut­ning­en af atten­hund­re­de­tal­let kom til Kø­ben­havn for at læse til student.

Gaden levede op til sit navn dér i 1950'er­ne: På for­tov­et under Gustav Wied ses dron­ning Ingrid, der føl­ger prin­ses­se Mar­gre­the i skole. Hun gik på Zahles Skole på Nør­re­vold i nog­le år. Så kun­ne man se vores vice­vært stå på trap­pen til sin kæl­der­bu­tik og buk­ke. De konge­lige fær­de­des rundt i byen den­gang uden sik­ker­heds­vagter.

Viceværtens kone er ved at hejse mor­gen­mad­en ned til ham i en snor. Det fore­gik i vir­ke­lig­hed­en inde i op­gang­en, hvor der var en stor lys­ning mel­lem trap­per­ne. Min lil­le­bror Bo står i vin­du­et og ser in­ter­es­se­ret på det.

Ved siden af viceværten står kongen af un­der­ver­den­en, Svend Aage Has­sel­strøm, kal­det “Ed­der­kop­pen”, i al sin magt og vælde. Han var ho­ved­mand, "ed­der­kop", i et stort sort­børs- og smug­ler­net­værk, der også om­fat­te­de ad­skil­lige po­li­ti­folk. De be­drev også poker­spil med mær­ke­de kort, pro­sti­tu­tion og al mu­lig an­den kri­mi­na­li­tet. Han bo­e­de omme i Kler­ke­ga­de. En af mine klas­se­kam­me­ra­ter var nabo til ham. Han var en ge­ne­røs og po­pu­lær person. Hun og de an­dre børn var gla­de for ham, for­di han al­tid gav dem flø­de­ka­ra­mel­ler, og en gang om året holdt han en gård­fest for ven­ner­ne fra kvar­te­ret. Han hjalp også ger­ne folk, når de f.­eks. var i van­ske­lig­hed­er med hus­lej­en. Sene­re flyt­tede han ind i Dron­ninge­gård­en, hvor han holdt fest­er for po­li­ti­et og de andre hånd­lan­gere, og smug­ler­sprit­ten flød.

Der findes et TV-interview med ham, hvor han mange år efter udtaler, at hans kri­mi­nel­le virk­som­hed i vir­ke­lig­he­den var sam­funds­nyt­tig, fordi den skaf­fe­de uden­landsk va­lu­ta til landet! For­sik­rings­sel­skab­erne, der skul­le dæk­ke ofre­nes tab, var nem­lig gen­for­sik­rede i Eng­land. Om det var en joke, eller han mente det al­vor­ligt, ved jeg ikke, men måske havde han en po­inte, for ef­ter Be­sæt­tel­sen var der i fle­re år valu­ta­rest­rik­tion­er i Dan­mark, og fi­nans­mi­nist­eren, Thor­kil "Liv­rem", præ­di­ke­de al­tid be­spa­rel­ser.

Egentlig ville jeg have lavet en klunser, der hvor li­re­kas­se­mand­en er, men det var lidt u­lo­gisk, når skralde­spand­ene lige er ble­vet tømt. Kluns­er­ne var auto­ri­se­rede spild­sam­lere, der rode­de i skral­de­spand­ene med et syv­tal. De kør­te på en lad­cy­kel med tre tøn­der til sor­te­ring af af­fald­et: en til me­tal­va­rer, en til klu­de og en til det øv­ri­ge. Den tids gen­brugs­ord­ning!

Cykelbudet er mig selv. Jeg kørte i et par år for me­je­ri­et i Dron­ninge­gård­en for at spa­re op til et foto­ud­styr. Løn­nen var 25 kr om ugen, og ar­bejds­ti­den syv dage om ugen kl. 5:30 - 7:30. Om søn­dag­en skul­le flere have mor­gen­brød, så dér blev klok­ken ger­ne hen­ad 10, før jeg var fær­dig. Man fik lært kvar­te­ret godt at ken­de på den må­de, man kom ind man­ge ste­der, man el­lers ikke vil­le være kommet.

Det andet bud er gamle Rasmussen. Han tris­se­de rundt i sine hjem­me­tøf­ler med va­rer for vo­res eget me­je­ri hen­ne på hjør­net af Kron­prin­ses­se­gade.

Linie 10 var vores familiespor­vogn. Kørte man den ene vej, kom man ud til most­er i Sølv­gade, kørte man den anden vej, kom man til mor­mor i Val­de­mars­gade. Den skreg guds­jam­mer­ligt i spo­re­ne, når den sving­ede om hjør­net ved Kron­prin­ses­segade.

Sluttelig ses foran sporvognen Bodil Kjer og Poul Reich­hardt i ho­ved­rol­ler­ne i "Sol­daten og Jenny". De ind­le­den­de sce­ner i film­en blev op­taget uden for og inde i Café Maxim, der var en dan­se­rest­au­rant i nabo­ejen­dom­men nr. 54. Under for­tekst­erne ser man op­tagel­ser fra kvar­te­ret, og Bodil Kjer, der går ind i rest­au­rant­en ( Filmklip ). Tid­li­ge­re havde der været her­berg for hjem­løse i den ejen­dom. Nu er den væk.

❇   ❇   ❇